Politisk beslutning åbner nye muligheder for Parken

26/4/2024

Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har besluttet at give ejere af erhvervsejendomme mulighed for forlængelse af hjemfaldspligten med op til 70 år. Det er en beslutning, der mødes med tilfredshed i PARKEN Sport & Entertainment.

”Vi er meget tilfredse med den beslutning, der er truffet for erhvervsejendomme i København," siger direktør Jacob Lauesen.

"Vi har løbende en god og konstruktiv dialog med Københavns Kommune, og vi er glade for, at man også fra politisk side ser Parken som et stort aktiv for københavnerne og danskerne.”

På nuværende tidspunkt skal PARKEN Sport & Entertainment aflevere Parken tilbage til Københavns Kommune i år 2060 som følge af den hjemfaldspligt, der findes på mere end 1.000 ejendomme i kommunen. Som mange er opmærksomme på, har den tidshorisont gjort det mere end svært at sikre en potentiel investering i Parken. Derfor skal den nye aftale fra Københavns rådhus skal nu granskes grundigt.

”Vil vi naturligvis undersøge mulighederne for at forlænge PARKENs hjemfaldspligt til år 2090," fortsætter Jacob Lauesen.

"En eventuel forlængelse vil koste et betragteligt beløb, og vi vil derfor bruge den kommende tid på at sætte os grundigt ind i den konkrete beregningsmodel, der skal benyttes til at udregne prisen for en eventuel forlængelse.”

”Det her er et væsentligt skridt i den rigtige retning, men vi kigger fortsat ind i en lang proces, der kræver tålmodighed. Beslutningen er kun lige blevet offentliggjort, så vi kan i sagens natur ikke melde noget konkret ud på nuværende tidspunkt."

"Uafhængigt af beslutningen på rådhuset, vil der dog fortsat ske en masse nyt i Parken, som vi vil fortælle mere om ganske snart," siger Jacob Lauesen.