Allan L. Agerholm fratræder som formand for PARKEN Sport & Entertainment A/S

10/1/2024

Allan L. Agerholm har valgt at fratræde som formand for PARKEN Sport & Entertainment A/S, mens Henrik Møgelmose er konstitueret som formand og Michael Stenskrog som næstformand foreløbig frem til generalforsamlingen i april 2024.

”Vi takker Allan for en stor indsats for PARKEN Sport & Entertainment og respekterer hans beslutning og ønske om at fokusere på de andre opgaver, han arbejder med. Han har bidraget til en stærk og positiv udvikling af selskabet på tværs af alle vores forretningsområder, og vi ønsker ham alt det bedste fremover,” siger Henrik Møgelmose.

Allan L. Agerholm tiltrådte som formand i foråret 2021, men ser nu frem til at få mere tid til andre opgaver:

”Det har været tre enormt spændende år, hvor vi sammen har arbejdet intenst på at udvikle PARKEN Sport & Entertainment, og hvor vi på mange områder er nået rigtigt langt og står væsentligt stærkere i dag end for 3 år siden. Formandsposten er meget tidskrævende, og levner ikke meget tid til andre projekter. Jeg har mærket efter, og må indrømme at jeg har behov for at være mere ledelsesmæssigt udøvende, og det går fremadrettet ikke godt i spænd med en så tidskrævende rolle som formandsposten er i PARKEN Sport & Entertainment. Og så er tidspunktet for at stoppe rigtigt, nu hvor PSE og FCK er et rigtigt godt sted – både økonomisk og sportsligt,” siger Allan L. Agerholm og fortsætter:

”Jeg vil gerne takke ejerne, bestyrelsen, den daglige ledelse, alle medarbejdere og F.C. Københavnerne for en spændende og positiv tid sammen, og jeg ønsker det samlede PARKEN Sport & Entertainment alt det bedste fremover,” siger Allan L. Agerholm, der også udtræder af bestyrelsen.

Bestyrelsen vil nu påbegynde arbejdet med at finde den nye kandidat til formandsposten.