Pokalfinalen i PARKEN de næste 3 år

Finalen i Ekstra Bladet Cup vil også de kommende tre år blive spillet på landets nationalstadion, PARKEN. Historik, tradition, tilskuerkapacitet og økonomi tæller med i DBU's beslutning efter fremragende tilbud om finaler på Brøndby Stadion.

DBU havde modtaget tilbud fra Brøndby IF og Parken Sport & Entertainment på afholdelsen af finalen de kommende tre år, som DBUs bestyrelse forholdt sig til på sit møde lørdag.

- Vi har modtaget et både kreativt og økonomisk attraktivt tilbud fra Brøndby IF, men vi har også valgt at fokusere på elementer som historik, traditioner, de økonomiske udviklingsmuligheder og tilskuerudviklingen til pokalfinalen i vores valg af PARKEN som finalestadion," forklarer DBUs formand Allan Hansen til www.dbu.dk.

PARKEN er Danmarks største fodboldstadion med plads til 38.010 siddende tilskuere efter ombygningen senere denne sommer, mens Brøndby Stadion er landets næststørste med en bruttokapacitet på 28.500 tilskuere, hvoraf de 5.300 er ståpladser. Hvis Brøndby Stadion blev fuldt monteret med siddepladser, ville kapaciteten være omkring 26.000.

Tilskuertallet til pokalfinalerne har i perioden været stigende fra 8.332 tilskuere til finalen mellem OB og AaB i 1993 og var til årets finale mellem AaB og F.C. København, som blev overværet af 29.249 tilskuere.

Siden ombygningen af PARKEN i 1993 har pokalfinalerne i gennemsnit været overværet af 26.979 tilskuere, de sidste 10 års finaler er overværet af 28.403 tilskuere i gennemsnit inklusiv bundskraberen på 14.743 tilskuere til AB-Silkeborg i 2001, og alene de seneste tre års finaler af 30.805 tilskuere i snit.

Økonomien i pokalfinalen er ikke uvæsentlig for de deltagende klubber. Således sikrede Brøndby IF og Esbjerg fB sig en indtægt på godt to millioner kroner hver for deltagelsen i finalen i 2008.

Finalen i DBUs Landspokalturneringen er siden starten i sæsonen 1954/1955 blevet spillet i Københavns Idrætspark indtil ombygningen i 1991 og 1992 og derefter i PARKEN. Under ombygningen til PARKEN finalerne i 1991 og 1992 spillet på henholdsvis Odense Stadion og Århus Idrætspark.

Det er endnu ikke besluttet, hvorvidt finalen i kvindernes 3F Cup fortsat skal spilles før herrernes finale. Det vil DBU's bestyrelse tage stilling til på baggrund af et senere oplæg fra kvindeklubberne.

Tekst: www.dbu.dk

Anbefal denne artikel til en ven
Klik her for at få vist artiklen i et printvenligt vindue