Flere domiciler i Københavns grønne lunge
Kontor på landets bedst kendte adresse?
PARKEN Sport & Entertainment udbyder nu 10.000 nye kontorkvadratmeter ved Fælledparken, Danmarks nationalstadion PARKEN og den kommende Capinordic Arena. De nye topmoderne lejemål står klar efteråret 2009.
I de kommende par år vil området i og omkring en af Københavns smukke grønne lunger, Fælledparken på Østerbro, gennemgå en række forandringer, der vil gøre parken endnu mere attraktiv for københavnerne og byens millioner af gæster. Blandt de væsentligste initiativer er en modernisering af parkens rekreative områder, en omlægning af Øster Allé, der løber tværs gennem Fælledparken, samt opførelse af en ny tribune, en ny arena og en række nye kontorfaciliteter i regi af PARKEN Sport & Entertainment A/S.
- Med kombinationen af de kommunale og private initiativer fortsætter området sin meget positive udvikling. Som en slags københavnsk pendant til New Yorks Central PARK vil Fælledparken i de kommende år være med til at sætte dagsordenen for det gode og aktive københavnske byliv, siger bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment, Flemming Østergaard.
PARKEN Sport & Entertainment har startet udlejningen af 10.000 kvadratmeter nye kontorlejemål, der forventes indflytningsklare efteråret 2009. En stor del af disse, der blandt andet vil blive placeret oven på det danske fodboldlandsholds og F.C. Københavns nye omklædningsrum på Danmarks nationalstadion, vil have udsigt til såvel Fælledparkens grønne arealer som Øresund.
- Det allerede meget velfungerende lokalmiljø betyder, at efterspørgslen på kontorlejemål i PARKEN i flere år har været meget høj. Virksomhederne sætter pris på såvel Fælledparkens muligheder som den kendsgerning, at området er levende også efter kontortid. Af naturlige årsager er PARKEN tillige en af landets bedst kendte adresser, og det tæller bestemt også med i virksomhedernes overvejelser omkring domicil, siger Flemming Østergaard og påpeger, at opførelsen af Capinordic Arena, hvor der forventes 2-3 arrangementer om ugen, vil betyde endnu mere liv i området.
Yderligere oplysninger kan indhentes hos Martin Lindberg på telefon 35 27 83 83. Eller ved e-mail: ml@parken.dk.


