Lalandia AquaDome en realitet

Lalandia AquaDome en realitet

Lalandia åbner nyt stort udendørs poolområde med et banebrydende vandrensningssystem

Lalandias gæster kan nu nyde godt af en ny spektakulær helårsoplevelse, idet et stort udendørs poolområde tilføjer en ekstra dimension til Nordens i forvejen største badeland. Det velkendte indendørs badeland og det nye udendørs poolområde får samlet betegnelsen ”Lalandia AquaDome”. En tilfreds bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, uddyber:

- Med åbningen af det nye store udendørs poolområde har vi gjort os fortjent til navnet Lalandia AquaDome. Vi kan nu året rundt tilbyde vores gæster endnu mere plads at boltre sig på og med en næsten 100 meter lang ”Wild River” rutsjebane, spapool, wellness-faciliteter samt opvarmede bassiner til babyer, børn og voksne, bliver der noget for enhver smag i udendørsområdet. Et af bassinerne får sågar indlagt sandbund til glæde for de mindste, og fælles for alle bassinerne er, at de året rundt bliver opvarmet ved hjælp af overskudsvarmen fra vores indendørs skøjtebane. Så mens man om sommeren kan nyde solens stråler ved poolkanten, kan man om vinteren sidde i en lun spapool, mens sneen daler ned omkring én. Et scenarie der vel nærmest henleder tankerne på Island, men det her bliver nu Lollands helt egen blå lagune, udtaler Flemming Østergaard.

Banebrydende vandrensningssystem
En del af investeringen på godt 45 millioner kr. er gået til at implementere et helt nyt og unikt vandrensningssystem, der ifølge administrerende direktør, Christer Rosenkrands, gør det muligt at sænke klorindholdet i badevandet betragteligt.

- Vi er stolte af at vi med åbningen af det nye udendørs poolområde, samtidig kan præsentere et helt nyt vandrensningssystem, der gør det muligt at sænke klorindholdet i vandet med helt op til 50 procent og dermed forbedre vandkvaliteten. Derudover vil det nye system være vand-og energibesparende, så alt i alt har vi fundet en løsning, der passer perfekt til vores høje krav vedrørende miljøhensyn og ikke mindst til vores fortsatte ambition om at være banebrydende på alle områder indenfor vores felt, siger Christer Rosenkrands.

Klik her for at få vist artiklen i et printvenligt vindueAnbefal denne artikel til en ven