Flemming Østergaard hejste flaget
Flemming Østergaard hejste flaget
Efter forårets store succes, hvor alle 761 udbudte feriehuse blev revet væk, er opførelsen af Nordeuropas største ferie- og oplevelsescenter – Lalandia i Billund - nu i fuld gang.
Tirsdag den 30. oktober blev der afholdt rejsegilde på den kæmpe byggeplads i Billund. Arbejderne var for en stund kravlet ned af de mange lifte og kraner, således at Flemming Østergaard kunne hejse Dannebrog til tops i en af kranerne.
I sin velkomsttale lagde Flemming Østergaard ikke skjul på sin glæde og stolthed over at byggeriet er kommet så langt. Når Lalandia åbner i Billund i foråret 2009 vil det være med til at gøre Billund til en turistdestination, der har åbent året rundt. En kendsgerning, der er stor tilfredshed med fra de omkringliggende naboer.
Udover at takke arbejderne for deres store indsats indtil nu, benyttede Flemming Østergaard ligeledes lejligheden til at rose de lokale myndighederne for et godt og konstruktivt samarbejde.
– Vi er meget glade for den modtagelse, som vi har fået i Billund. Fra såvel myndigheder, borgere, naboer og samarbejdspartnere har vi kun mødt velvilje og positive tilkendegivelser. En positiv stemning og vilje til vækst, som vi meget gerne vil bidrage til, sagde Flemming Østergaard ved rejsegildet.

Byggeriet af vandlandet er godt i gang...
Foto: Billund Luftfoto

Mange sommerhuse har allerede set dagens lys...
Foto: Billund Luftfoto

Flemming Østergaard har hejst dannebrog...

...og den officielle tale gennemføres...

Glæde på byggepladsen...


