Don Ø får sin egen biograf
Don Ø får sin egen biograf
Feriecenteret Lalandia har aldrig været mere populært, og nye attraktioner er på vej
For første gang i feriecenterets 19-årige historie nåede Lalandia ved Rødby over 100.000 overnatninger på en enkelt måned. Det skete i juli i år.
- Vi er stolte over antallet af gæster i Lalandia i juli, og det viser, at konceptet er stærkere end nogensinde. Lalandia er familiernes foretrukne feriested i Danmark. Vi har altid rigtigt mange gæster i juli, men det vekslende og våde sommervejr i Skandinavien gav os nok det sidste skub over 100.000 overnatninger, siger Flemming Østergaard, bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment, der ejer 75 procent af feriecenteret på Lolland.
Vejruafhængigheden i det kæmpestore indendørs feriecenter med vandland, skøjtehal, legeland, sportshal, minigolf, trampoliner og restauranter er en af de vigtigste årsager til, at så mange familier foretrækker en ferie i Lalandia.
Nye attraktioner
Fra næste sommer får de mange fortrinsvis danske, svenske og norske familier, der holder ferie i Lalandia, endnu mere at glæde sig til, når en ny helårsattraktion ser dagens lys.
Der er tale om et stort udendørs poolområde med en næsten 100 meter lang wildwater-rutsjebane, spapool, sauna, koldtvandsbad samt opvarmede bassiner til henholdsvis babyer, børn og voksne. Opvarmningen af diverse pools sker i øvrigt med overskudsenergi fra Lalandias indendørs skøjtebane.
- Det bliver fremragende. Om sommeren kan man nyde solens stråler i en liggestol ved poolkanten, og om vinteren kan man sidde i en varm spapool, mens sneen daler ned omkring en, siger Flemming Østergaard, der lidt senere i 2008 får opfyldt lidt af en drengedrøm:
- Jeg har altid gerne ville drive en biograf, og til efteråret 2008 går drømmen i opfyldelse, når vi åbner to biografer i Lalandia. Oplevelserne står allerede i kø i Lalandia, men det får os ikke til at falde i søvn. Vi vil blive ved med at tilføre nye og spændende oplevelser, og med det kommende udendørs poolområde samt biograferne vil Lalandia stå fantastisk godt rustet i konkurrencen om familiernes ferier i fremtiden. Det bliver simpelthen umuligt at kede sig, siger Flemming Østergaard, der ikke vil udelukke, at han selv vil have en finger med i spillet, når biografernes repertoire skal sammensættes fra næste efterår.


