Ordensreglement
§ 1
Formål
Formålet med dette ordensreglement er at bevare den gode stemning i PARKEN, at sikre, at alle der besøger PARKEN fortsat kan føle sig trygge og glade både før, under og efter opholdet samt sikre, at der er plads til alle uanset udseende, religion og kulturel baggrund.
PARKEN benyttes primært til afvikling af F.C. Københavns hjemme-kampe, men benyttes også til afvikling af andre sportsarrangementer samt arrangementer af ikke-sportslig karakter. Dette ordensreglement gælder alle arrangementer, der afvikles i PARKEN.
§ 2
Gyldighedsområde
Ordensreglementet gælder hele PARKENs område inkl. ind- og udgange samt parkerings-pladser, der er til rådighed for publikum ved samtlige arrangementer i PARKEN.
§ 3
Regler for ophold
På PARKENs område må der kun opholde sig personer, der er i besiddelse af billetter eller adgangskort eller på anden måde kan bevise, at de er berettiget til at opholde sig på området. Billetter, adgangskort eller lign. skal fremvises til kontrollører og/eller politi på forlangende. På Stemningstribunen på nedre B er der alene adgang for besøgende over 15 år.
Tilskuere skal indtage den plads der er anført på billetten. Af sikkerhedsmæssige årsager er PARKENs gæster dog forpligtiget til at indtage andre pladser, end anført på billetten, såfremt dette anvises.
Besøgende må ikke udvise uacceptabel adfærd, der er til gene eller skade for andre eller på anden måde bringer andre i fare.
PARKENs gæster er til enhver tid forpligtiget til at overholde de ordensregler, som er gældende, og tillige følge anvisninger som måtte blive givet over PARKENs højtaleranlæg og/eller af PARKENs personale, kontrollører, redningstjeneste, politi og brandvæsnet.
Ophold i PARKEN er ikke tilladt for synligt stærkt påvirkede personer.
§ 4
Indgangskontrol
Alle besøgende er forpligtiget til at fremvise billet eller adgangsbevis ved indgangen og på forlangende udlevere dette til nærmere kontrol. Besøgende på Stemningstribunen er på forlangende endvidere forpligtet til at forevise gyldig billedlegitimation.
PARKENs kontrollører har ret til at undersøge, om gæster udgør en sikkerhedsrisiko på grund af alkohol- eller narkotikapåvirkning eller om de medfører våben eller andre farlige og brandfarlige ting. Undersøgelsen kan foretages ved hjælp af tekniske hjælpemidler.
Følgende genstande må ikke medbringes i PARKEN:
• Våben af enhver art
• Genstande der kan benyttes som våben eller kasteskyts
• Spraydåser med gas, ætsende og farvende substans
• Flasker, bægre, krus eller dåser som er fremstillet af materialer, der kan gå i stykker eller splintre
• Genstande der fylder meget
• Fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande
• Flag eller transparenter der er længere end 1.50 m samt konfettirør og creperuller der indeholder konfetti
• Mekanisk drevne støjinstrumenter - eksempelvis kompressorhorn
• Mad og drikkevarer - herunder alkoholiske drikke af enhver art
• Dyr
• Laserpenne
• Dokumenter, tegninger, symboler eller flag af ideologisk eller reklamemæssig karakter samt genstande der tjener til kommercielle formål og som kan ses af andre eller er medbragt med henblik på omdeling blandt øvrige gæster besøgende
• Racistisk eller nazistisk propagandamateriale
• PARKEN forbeholder sig ret til at nægte adgang for, eller bortvise enkeltpersoner eller grupper, der ved deres påklædning eller generelle adfærd fremstår utrygskrabende.
• Bannere, påklædning samt genstande, hvoraf ordet ULTRAS fremgår
Listen er ikke udtømmende.
Det er ydermere forbudt PARKENs gæster:
• at klatre op på eller over bygninger og indretninger - herunder facader, hegn, mure, indhegninger af spillerfeltet, afspærringer, belysningsanlæg, kameraplatforme, træer, master af enhver art og tage, der ikke er beregnet til almen benyttelse samt at betræde områder, der ikke er tilladt for besøgende - eksempelvis fodboldbanen
• at kaste med genstande, der kan være til fare for andre
• at tænde ild, affyre fyrværkeri, lysraketter eller andre pyrotekniske genstande
• At sælge varer eller billetter, uddele tryksager og gennemføre indsamlinger uden forudgående tilladelse hertil
• at skrive, male, klæbe eller ophænge noget på bygninger, indretninger og reklameskilte
• at forrette nødtørft uden for toiletter eller bortkaste affald
• at provokere andre til had eller vold mod upartiske, modspillere eller andre personer
• at have sit ansigt helt eller delvis tildækket med hætte, maske eller lignende, der er egnet til at hindre identifikation
• at medføre eller åbenlyst bære tegn og symboler af racistisk eller voldelig karakter samt råbe eller synge slagsange med dette indhold
• at optage levende billeder eller lyd fra et hvilket som helst sted i PARKEN eller videregive informationer fra kampen uanset fremgangsmåde
Listen er ikke udtømmende.
Af brandsikkerhedsmæssige årsager er det endvidere forbudt PARKENs gæster, at medbringe og/eller ophænge bannere, der ikke forud for arrangementet er godkendt af PARKENs sikkerhedschef.
Personer der ikke er i besiddelse af adgangsbevis eller som vurderes at udgøre en sikkerheds-risiko eller har fået tildelt karantæne vil blive bortvist. Bortviste gæster har ikke krav på at få deres billet refunderet.
Under afviklingen af F.C. Københavns kampe er nedre afsnit på C-tribunen samt nedre afsnit på B-tribunen F.C. Københavns eget område. Ved ophold i disse områder er det forbudt at bære farver, beklædning og lignende, der kan forbindes med andre fodboldhold end F.C. København. Det er endvidere forbudt at komme med verbale udbrud eller bemærkninger, der kan fremkalde stridigheder med de øvrige tilstedeværende tilskuere.
Tilsvarende vil et særligt område i PARKEN være forbeholdt gæstemandskabets tilhængere. Ved ophold i disse områder er det forbudt at bære farver, beklædning og lignende, der kan forbindes med andre fodboldhold end gæstemandskabet. Det er endvidere forbudt at komme med verbale udbrud eller bemærkninger, der kan fremkalde stridigheder med de øvrige tilstedeværende tilskuere.
Kontrollørerne er berettiget til at bortvise gæster, der ikke overholder nævnte forbud, dog vil de så vidt muligt blive henvist til andre områder i PARKEN.
§ 5
Rygning
I alle indendørs lokaliteter i PARKEN gælder der forbud mod rygning. Rygeforbudet omfatter samtlige områder, hvor PARKENs gæster har adgang til, herunder også toiletter, trapper og gangarealer. Rygning er forbudt på hele Familietribunen.
§ 6
Erstatningsansvar
Al adgang, færdsel og ophold i PARKEN sker på den besøgendes eget ansvar. PARKEN har ikke ansvar for person- eller tingskader som følge af ulykker eller andre besøgendes handlinger eller undladelser.
Såfremt der udøves hærværk på PARKENs ejendom eller i øvrigt udvises en adfærd, der påfører PARKEN og/eller F.C. København et tab, herunder også adfærd der medfører idømmelse af bøder og/eller sanktioner for PARKEN og/eller F.C. København, forbeholder PARKEN sig retten til at holde den pågældende personligt ansvarlig for tabet.
§ 7
Særlige afgifter
Gæster, der forcerer eller forsøger at forcere hegnet omkring fodboldbanen og/eller på anden vis opnår eller forsøger at opnå adgang til fodboldbanen, vil blive opkrævet en afgift på kr. 10.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt.
Gæster, der medbringer eller benytter sig af fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande, vil blive opkrævet en afgift på kr. 4.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt.
Betaling af ovennævnte afgifter udelukker ikke, at øvrige sanktioner tillige bringes i anvendelse.
§ 8
Overtrædelse af ordensreglementet
Gæster der overtræder ordensreglementet kan uden videre bortvises og få forbud mod at vise sig på PARKENs område eller på ethvert andet stadion i ind- og udland, hvor det er PARKEN/F.C. Københavns kontrollørkorps der forestår adgangskontrollen.
Såfremt en overtrædelse udløser begrundet formodning om en strafbar handling, vil der blive foretaget politianmeldelse.
Der kan udstedes karantæne fra PARKEN eller fra ethvert andet arrangement med tilknytning til PARKEN uanset hvor arrangementet afvikles, ved overtrædelser der sker i PARKEN eller i umiddelbar nærhed heraf, såsom på parkeringspladser, ved ind- og udgange samt veje og fortove beliggende i forbindelse med PARKENs område eller ved voldelige handlinger foretaget et andet sted, hvor samhørighed med PARKEN/F.C. København kan drages.
Kontrollørerne er berettigede til at bortvise persongrupper, såfremt overtrædelsen ikke kan tilordnes en enkelt person og overtrædelsen i øvrigt er karakteristisk for hele gruppens opførsel.
DIREKTIONEN



